Af Jacob Pedersen
Hverdagen, hamsterhjulet, ni-til-fem eller Perfect Days. Kært barn mange navne, uanset hvilke ord vi bruger om den, lever vi alle i den. Wim Wenders benytter historien om Hirayama (Koji Yakusho), som gør rent på Tokyos offentlige toiletter, til at hylde hverdagen, dens rutiner, rytmer, sanseligheder og idyl.
At finde idyl i verdens største by, midt i toiletrengøringen, er en utopi for mange, men ikke for Hirayama. Den grundige rengøring suppleres med betragtelige skud af byens arkitektur og natur, mesterligt suppleret med et eminent og detaljeret lydbillede.
I epicentret af byen med flest indbyggere, med flest hverdage, folder Wim Wenders en enkelt mands skæbne og hverdag ud. Hirayama sidder der midt i mastodontbyens centrum, skrubbende og vaskende nede på alle 4 for at fjerne selv de mindste pletter fra de offentlige toiletter. Perfektionistisk.
Hirayama vågner hver morgen til kostestrejf, der fejer bladene væk fra gaden og herfra starter dagen. Solens skinnen penetrerer den lille lejlighed, blomsterne skal vandes, nøgternt og nøjsomt, hvorefter de uundgåelige og obligatoriske procedurer i badet og på toilettet skal ordnes.
Derefter kaffe. Morgenkaffe. Ja, det bliver næsten digteligt at beskrive, som Dan Turèlls Hyldest til Hverdagen, men det er ikke uden grund. Perfect Days’ første time og cirka 20 minutter er et repetitivt, pænt og nydeligt portræt af en hverdag, der af og til minder om en direkte visualisering af Turèlls digt.
Det hele handler om de små detaljer, der bringer betydning ind i dagen, og endegyldigt funderer de perfekte dage for Hirayama. Et spil kryds og bolle, morgenkaffen, planternes spiren, læse en bog, lytte til Lou Reed eller Patti Smith på kassettebånd hver morgen på vej til job, eller hans ”træ-ven” i den lokale park.
Perfect Days er i de første 80 minutter et gentagende smile-incitament, hvor nydelsen ligger i de små. Problemet er at filmen er 120 minutter lang og har en anden halvdel fyldt med melodramatiske, let-opsættelige og frustrerende karakter-dynamikker.
En ellers perfekt hyldest til flere af verdens helte (Stor tak til dem, der lever af at gøre offentlige toiletter rene) bliver brudt af melodramatik, for at skabe brud i den ellers så idylliske hverdag. Bruddet er billigt købt, emotionelt forladt og generelt ufortjent.
Den taber desværre sit ellers så veltemperererede momentum. Udover enkelte komiske afladninger, fungerer den sidste del af filmen ikke. Konstruktionen er til for at illustrere et afbræk i den idylliske hverdag og konsekvenserne heraf, men konsekvensers epicenter kunne oplagt have været fundet internt i hverdagens rutiner og et brud heri.
Melodramaet med familiært udspring hæmmer desværre filmoplevelsen og værdsættelsen af det helt banale. Wim Wenders komponerer morgenture gennem Tokyo i en smuk symbiose med lyd og billede, hvor Koji Yakushos charmerende smil smitter på publikum.
Midt i Tokyos høje fart kører Hirayama i vejsiden med færrest biler, men forunderligt nok den der kører langsomst. I den anden vejbane fyldt med biler, drøner de i højere fart, skyndende og stressende ind i hverdagen. Hirayama hviler i hverdagen og når arbejdet er færdiget hopper han tilmed på sin cykel igennem storbyen.
Ærefrygtigt beskuer Hirayama Skytree (TV-tårnet i Tokyo), og på dikotomisk vis bliver han forført af hans ven-træ i den lokale park. Det er midt i denne kontrast mellem den menneskeskabte metalliske konstruktion af et opmærksomhedskrævende grandiost træ, at den lille menneskesjæl Hirayama, bliver betaget af naturens simplicitet.
At se Perfect Days er som en tur i wellness for sjælen … de første 80 minutter. Dens konstruktion minder egentlig lidt om dens egen prædiken, hvilket jeg stærkt tvivler på er intentionelt (Såfremt så tager jeg hatten af for Wenders) og det hæmmer helhedsoplevelsen.
Den sidste prædiken herfra; gør som Hirayama, betragt alle de vidunderlige ting, hverdagen byder på. Tag i biografen, og nyd hans selskab, imens han rengør offentlige toiletter i Tokyo, hvor skørt det end lyder.
Kommentarer